Om Dagplejen

Inde og Ude

Hos mig har børnene deres eget legeværelse med masser af forskelligt aktiverende legetøj til alle aldre og til både drenge og piger

Derudover har de også mulighed for at lege og boltre sig i resten af huset, bl.a. en dejlig stor stue - hvor der er rig plads til at få lidt fart under de små fusser, løb og andre motoriske lege. Der er i alt ca. 120 kvm. til rådighed

Vi har en skøn have, som er indrettet efter børnenes behov med både sandkasse, rutsjebane, gyngestativ, trampolin, et legetog og diverse køretøjer. Vi har nogle forskellige frugtbuske, højbede og drivhus med grøntsager, som børnene får lov til at være med til at passe og selvfølgelig også at smage på ;-)

Hverdagen

Vi bruger meget tid udendørs, hvis vejret er til det, er vi ude det meste af dagen. Vi elsker at være ude, hvor der er højt til loftet - og det er uanset vejret, så det er noget, vi er hver dag. Det kan bare være en tur i haven, ude at lege med andre dagplejere og deres børn, en tur på legeplads eller en cykeltur i vores ladcykel. Jeg synes, det er vigtigt, at børnene kommer ud og får frisk luft hver dag, og får lov at lege og bruge fantasien på en anden måde. Det er derfor vigtigt, at dit barn gerne må blive en smule snavset og få dejlige røde kinder ;)

Vi går i legestue her i Klarup en gang om ugen. Her har børnene glæde af andre og flere børns samvær og leg.

Vi får også tiden til at gå med, nok det vigtigste af alt, at lege og grine rigtig meget! Vi kan også finde på at bage, være kreative, synge forskellige sange og danse hertil, vi læser historier hver dag og leger en masse til tider lidt skøre lege ;-) Ellers sørger vi for at få sat fantasien i gang og hver dag udforske forskellige ting, så vi får stimuleret alle sanser og brugt motorikken, som jo er en vigtig del af barnets opvækst.

Vi tager også ofte på forskellige ture og udflugter ud af byen til bl.a.

  • Zoologisk Have
  • Biblioteket
  • Skoven
  • Plantorama
  • Legeland
  • Stranden
  • og andre sjove børnevenlige steder.

 Dagplejen

Her i dagplejen har hvert barn deres egen kasse, hvor der er plads til skiftetøj, inde sko, sutter/bamser og hvad barnet nu ellers har brug for at have med. Der er plads til at børnene bl.a. kan have regntøj, flyverdragt osv. til at hænge her i dagplejen i hverdagene, så det ikke er nødvendigt at skal have en taske med frem og tilbage.

Der vil blive serveret formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad. Morgenmad skal spises hjemmefra - med mindre andet er aftalt. Børnene får frugt og grønt hver dag. Minimum et par gange om måneden får børnene varm mad til frokost - og det er virkelig noget, som de glæder sig til at hjælpe med at lave :)

Ved højtider som f.eks. fastelavn, påske, fødselsdage og jul laver børnene noget kreativt og vi har nogle faste traditioner, som vi laver, så børnene både kan sætte ord, billeder og leg på de forskellige traditioner og højtider. Bl.a. holder vi fastelavnsfest, hvor der bliver slået "katten af tønden", til påske er der skattejagt, hvor børnene får lov til at lede efter deres påskeæg, til halloween laver vi (u)hyggeligt pynt.. og mange andre ting.

Der holdes afslutning med jer forældre inden sommerferie og juleferie, og inden børnehavestart - børnene nyder at mor og far er med i dagplejen en gang imellem :-)